Thy Bueskyttelaug satser på flere piger og seniorer

Drenge og mænd er stærkt overrepræsenteret når det kommer til bueskydning – men det forsøger Thy Bueskyttelaug, hvis medlemmer primært kommer fra Thy, Thyholm og Mors, nu at lave om på.

Takket været et tilskud på 10.000 kroner fra DIF’s og DGI’s sommerpulje sættes der nu gang i to projekter, som skal forsøge at få flere piger og kvinder til at fatte interesse for sporten.

– Bueskydning byder på både ro, koncentration, præcision, tekniske færdigheder, fællesskab, skydning for hyggens skyld eller hvis man er til det; konkurrence – værdier der er lige meget pige som dreng, kvinde som mand, begynder formand for Thy Bueskyttelaug, Lars Christian Adrados.

Han afviser ikke, at der netop på grund af den skæve kønsfordeling er blevet udviklet en mandekultur:

– Så vi prøver noget nyt, og lader piger og kvinder selv afgøre hvad der skal ske og hvordan.

I den forbindelse inviterer lauget til to bueskole-kursusforløb over fire fredage. Samtidig inviteres der til fire pige-aftener, som afvikles over fire mandage. Klubben stiller -i mangel af bedre- en mandlig inspirator til rådighed. Håbet er, at nogle piger eller kvinder får lyst til at gå til bueskydning.

– De seneste år har laugets fokus været at få flere unge i sporten – og det er lykkedes så godt, at der i dag er flere unge skytter end seniorer, fortæller Lars Christian Adrados.

Sporten byder på let motion hvor alle kan være med – uanset alder. Laugets yngste skytte er 8 år og ældste 78 år. Motionsskytter hygger sig typisk på korter afstande samtidig med at ofte unge konkurrenceskytter træner på længere afstande.

Takket været den økonomiske støtte er kurserne gratis, og der følger et kvartals gratis prøvemedlemsskab med.

Pigeaftenerne afholdes mandag kl. 17-19 følgende dage: 18/8, 17/8, 24/8, og 31/8.

1. Bueskole-kursus forløb afholdes fredag kl. 17-19 d. 14/8, 21/7, 28/8 og 4/9.

2. Bueskole-kursus forløb afholdes fredag kl. 17-19 d. 11/9, 18/9, 25/9, og 2/10.

Arrangementerne afholdes på laugets baner ved Næstrup Skyttecenter. Læs mere om Thy Bueskyttelaug HER.

Foto: Martin Bakmann Sørensen/Lars Christian Adrados

Forfatter
Top