Over 330 elever fra Sjørring og Sennels skoler deltager i morgen i Team Rynkeby Skoleløbet; Nordens største motions- og velgørenhedsløb, hvor elever fra Danmark, Sverige, Norge og Finland løber til fordel for børn med kritiske sygdomme.
– På Sjørring Skole deltager 3.-6. klasse samt vores profilhold, Adventure og Sport, i 7.-9. klasse. Ca. 220 børn trækker i løbeskoene og løber for at samle penge ind til det gode formål, fortæller viceskoleleder Lone Christiansen.
Det er ikke første gang Sjørring skole er med til at støtte op om velgørende formål.
– Vi har tidligere deltaget i forskellige arrangementer som fx både Rynkeby Skoleløb, Danmarksindsamlingen og har været med til at samle affald på stranden i Vorupør. Skolens profilhold, Verdensborger, i 7.-9. klasse, deltager ligeledes i Stafet for livet i Thisted i slutningen af maj måned.
– Når vi ønsker at deltage i disse arrangementer, er det for bl.a. at tilbyde børnene afvekslende aktiviteter, så skoledagen bliver mere varieret, men også for at styrke elevernes kendskab til samfund og foreningsliv.
Team Rynkeby Skoleløbet afvikles under overskriften ”børn løber for børn”, og hele idéen med løbet er da også at give eleverne en oplevelse af, at de kan være med til at gøre en reel forskel for børn med alvorlige sygdomme ved at gøre noget aktivt sammen med andre børn.
Når børnene har løbet den 12. april 2019, samles børnene omkring sponsorvæggen og hvor det afsløres, hvor mange penge børnene har løbet ind til Børnelungefonden.
Foto: Thomas Nørremark/pressefoto