Thy-klasse dyster på klogskab

6. A fra Sjørring Skole kæmper på onsdag den 1. februar om titlen som Danmarks klogeste 6. klasse.

Først blev de Thys klogeste, så Nordjyllands og på onsdag den 1. februar går 6.A. fra Sjørring Skole – med holdnavnet ”Mega Minds” – så efter titlen som ”Danmarks Klogeste 6. klasse” og hovedpræmien på 10.000 kr.

I alt ni hold har kæmpet sig frem fra de lokale og regionale runder, for nu at være klar til landsopgøret i bibliotekernes læse- og vidensquiz ”Smart Parat Svar”. I den dystes der på paratviden i kategorier fra viden om dinosaurer over Harry Potter og til hovedstæder.

I finalen sidder hvert hold sidder rundt om i landet på skoler eller biblioteker og kæmper, indtil den heldige vinder er fundet. I Thisted Kommune sidder ”Mega Minds” på finaledagen på biblioteket i Thisted. Finalen foregår digitalt, og den bliver live-streamet direkte fra Aalborg fra kl. 12.30-14.30. Pressen er meget velkommen til at være med på biblioteket på dagen.

Via et link på www.smartparatsvar.dk kan man følge med i finalen på sin smartphone eller computer, og alle vil kunne gætte med på spørgsmålene og teste, om de er klogere end en 6. klasseelev.

”Smart Parat Svar” udfordrer ikke kun børnenes viden, hukommelse og evne til at tænke hurtigt. Deres evne til at samarbejde kommer også på prøve. Det kræver et godt og bredt sammensat hold, hvor det er en fordel med forskellige spidskompetencer. I finalen bliver holdene testet i paratviden indenfor indtil videre hemmeligholdte kategorier.

De øvrige otte finalehold er Rønne Privatskole på Bornholm, Kirstinebjergskolen i Fredericia, Sundskolen i Guldborgsund, Kastrupgårdsskolen i Tårnby, Risbjergskolen i Hvidovre, Højslev Skole ved Skive, Lundskolen i Horsens og Ærø Friskole på Ærø.

”Smart Parat Svar” er en national læse- og vidensquiz, der har eksisteret siden 2005. Konkurrencen har til hensigt at styrke elevernes lyst til at læse ved at sætte fokus på samarbejde og almen dannelse. Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur og hylder bogorme, læseheste og klogeÅger – og viser, at det er sejt at være klog.

Forfatter
Top