Thy Lam får uventet hjælp af Aalborg-restaurant i erstatningssag

Sidste år tabte Gitte Kroll, der står bag Thy Lam, en erstatningssag til Slots- & Kulturstyrelsen fordi hendes dyr har forårsaget skader på den gravhøj der ligger på hendes jord.

Det vurderes, at det vil koste små 130.000 kroner at udbedre skaderne på gravhøjen. Men Gitte Kroll er på ingen måde enig i afgørelsen og fortæller, at det har resulteret i en både menneskelig og økonomisk belastning for hende som mindre fødevareproducent.

Heldigvis kommer der nu hjælp udefra fra en lidt uventet kant: Mortens Kro i Aalborg har nemlig besluttet at gå i brechen for den lokale lammeproducenten. Manden bag kroen, Morten Nielsen, har nemlig igangsat en hjælpeaktion.

For hver påskemenu hvori der indgår Thy Lam som kroen sælger, vil der blive doneret 50 kroner til Thy Lam.

– Vi har anvendt Gittes produkter på vores menu i flere år, fordi det ganske enkelt har topkvalitet. Derfor er vi interesserede i, at hun får ro til at udvikle sin forretning til glæde for ikke bare os, men alle de restauranter landet over, der har hendes højkvalitets-lam på menuen, siger Morten Nielsen.

– Jeg er ikke jurist, og kan ikke vurdere, hvad der er op og ned i sagen. Men sagen er den, at Gitte Kroll er presset af situationen, og det vil vi gerne være med til at løse.

Foto: Thy Lam

Forfatter

Related posts

Top