Det bliver ygeplejerske Pia Søe Larsen fra Sennels, der fra 1. januar 2025, skal stå i spidsen for Friplejehjemmet Kastaniegården. Det falder sammen med dagen, hvor friplejehjemmet overtager de kommunale bygninger og driften af det hidtidige kommunale plejecenter i Snedsted, for at drive det videre som Friplejehjemmet Kastaniegården med plads til 24 beboere.
”Jeg glæder mig til at starte på Friplejehjemmet Kastaniegården, da stedet ikke er så stort. Især den personlige kontakt på et mindre plejehjem er tiltalende for mig, da jeg har mulighed for at lære både beboere, pårørende og medarbejdere godt at kende. Den tætte kontakt ser jeg kan skabe et godt fællesskab og en følelse af sammenhold”, siger Pia Søe Larsen og fortsætter:
”Som den person jeg er, har jeg derfor mulighed for at påvirke dagligdagen og skabe et positivt og trygt miljø og atmosfære for beboere, pårørende og medarbejdere, og derigennem forbedre livskvaliteten for dem. som vi er her for, – nemlig vores beboere”.
Ny leder klar til at sætte kursen
Pia Søe Larsen har tidligere arbejdet som sygeplejerske på Thisted Sygehus, og har grundlagt sin passion for ledelse gennem flere års ansættelse som teamleder på Fjordglimt i Sennels. Senest har hun været ansat som leder af hjemmeplejen syd/vest i Lemvig Kommune.
Privat bor Pia i Sennels sammen med sin søn på 13 år. Hendes store fritidsinteresse er heste, så hun bruger meget af sin fritid på ridning og træning af heste. Pia har de seneste par år været igennem en svær periode i sit liv, hvor hun skulle genfinde dig selv efter, at hun havde den store sorg pludseligt at miste sin mand. Men hun fortæller selv, at hun nu er kommet ud på den anden side og glæder sig vildt meget til at lægge alle sine kræfter i stillingen som ny friplejehjemsleder på Kastaniegården i Snedsted.
”Jeg tænker også på det at være leder på et mindre plejehjem gør at fleksibiliteten er stor og at evnen til at tilpasse sig nye ideer og ændringer gør, at vi kan handle effektivt og hurtigt ud fra beboerens behov”, siger hun og fortsætter:
”Som leder ønsker jeg at være nærværende og til stede i hverdagen og håber at dette kan gøre en forskel for alle, der har deres daglige gang på det nye friplejehjem i Snedsted”.
Pia føler, at det virker meget inspirerende, meningsfuldt, og givende at blive en del af et fællesskab, som er bygget op omkring et lokalsamfund, der massivt bakker op om et tiltag, som skabelsen af et nyt friplejehjem.
”Det vil jeg rigtig gerne være en del af, og jeg ser meget frem til at lære alle at kende”, slår hun fast.
Glæde i bestyrelsen
Bestyrelsen glæder sig over ansættelsen af en faglig kompetent og erfaren leder, som vil kunne skabe ro og en afslappet glæde blandt beboerne, men som også vil kunne genskabe en god arbejdsplads med nye personlige udfordringer for medarbejderne på friplejehjemmet.
“Men Pia vil først og fremmest med sin store ledererfaring kunne genskabe den tryghed i ansættelsen, som medarbejderne på Kastaniegården nu i høj grad har manglet igennem de seneste halvandet år, hvor der har hvilet mørke skyer over Kastaniegården, og hvor deres arbejdsplads har været lukningstruet”, siger bestyrelsesformand Karl Erik Jensen, og fortsætter:
“Med ansættelsen af Pia Søe Larsen, der bliver omgivet af en stab af trofaste og dygtige medarbejdere, ser bestyrelsen trygt ud i en ny fremtid med drift af Friplejehjemmet Kastaniegården. Og med nytårets komme ser vi nu også alle muligheder for en gnidningsløs overgang fra kommunalt plejehjem til friplejehjem, hvor der fortsat skal skabes de bedste rammer for beboerne og deres pårørende”.
Pias første arbejdsdag på jobbet bliver torsdag d. 2. januar 2025.