Thy og Mors taler “fælles” fremtid

Hvordan finder Thy og Mors vejen til fremtiden?

Det forsøger alle politiske partier i Thy og på Mors at finde svaret på, på et såkaldt fremtidsmøde der afholdes mandag 21. januar 2019 kl. 19 på Morsø Landbrugsskole.

Mødet har til formål at finde svar på de to kommuners fælles udfordringer.

Mødet indledes af borgmestrene Ulla Vestergaard (S), Thisted Kommune, og Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø Kommune, der giver deres bud på, hvad der skal til for at løse egnens udfordringer.

Infrastruktur
Tage Odgaard, formand for Dansk Industri Thy/Mors, fokuserer på infrastruktur og arbejdspladser, blandt andet behovet for at få den trafikale infrastruktur opgraderet, navnlig A 26 og Rute 34 fra Hanstholm til Herning, der er nødvendig for at udvikle virksomhederne og tiltrække arbejdspladser. De to kommuner arbejder sammen med Herning og Skive for at få en udbygning af strækningen skrevet ind i regeringens oplæg til en samlet infrastrukturplan.

Uddannelse og tilflytning
Direktør Hans Chr. Jeppesen, EUC Nordvest, taler om uddannelsesmulighederne og fastholdelse af disse på Mors og i Thy – og runden med oplæg afsluttes af tre tilflyttede familier, fordi bosætning hænger nøje sammen med de to andre emner.

– Områdets folketingsmedlemmer er inviteret, dog primært for at lytte, siger Jens Vognsen, formand for Fællesledelsen for Socialdemokratiet i Thisted, der er én af arrangørerne.

– Det er første gang, vi arrangerer et fremtidsmøde. Men Thy og Mors har en række fælles udfordringer – og samtidig også gode muligheder for at tackle dem sammen, siger Jens Vognsen.

Forfatter

Related posts

Top