Thy’s Største Kagebord vender efter coronaaflysninger tilbage til Store Torv i Thisted. Arrangementet finder sted den 6. maj.
– Mellem 600 og 700 personer plejer at besøge teltet på Store Torv og nyde nogle gode timer med fabelagtige kager og en kop kaffe tilmed i en god sags tjeneste. Vi plejer at indsamle op imod 30.000 kroner til Stafet for Livet, og det håber vi også, vi rammer i år, fortæller Handelschef Michael Vendelbo.
Bagerne i Føtex og SuperBrugsen laver til lejligheden 3.400 kager gratis til arrangementet ligesom de to butikker byder på kaffe til kagerne. De bidrager også med Slush-Ice til børnene. Nordvestbox sørger for telt, borde og stole.
– Thisted By bidrager med underholdningen, der i år er lagt i hænderne på populære Nadja Broholm, fortæller Michael Vendelbo.
Alt er sponsoreret og det betyder, at alle indtægter fra de 650 billetter, som bliver sat til salg, går ubeskåret til Stafet for Livet, der tager sig af alt det praktiske i forbindelse med afviklingen af arrangementet.
Virksomheder kan købe fredagskage
Som noget nyt kan virksomhederne i Thy også bidrage.
– Vi sælger forskellige ”kage-sponsorater”, hvor virksomhederne f.eks. kan forudbestille ”Fredagskage” til medarbejderne, støtte et godt formål og samtidigt på eksponering, fortæller Michael Vendelbo.
Billetsalget er allerede i gang hos hos Super Brugsen Thisted og Føtex, mens ”Kagesponsoraterne” købes gennem Thisted By’s kontor.
Billetterne, der koster 50 kroner stykket, kan købes hos Superbrugsen Thisted samt i Føtex.
Arkivfoto