Thy-surfere ryddede medaljebordet ved SUP-DM

Der er ingen ved siden af 27-årige Casper Steinfath fra Klitmøller på den danske stand up paddle-scene.

Det beviste han i weekenden, da Ringkøbing Fjord og Vesterhavet ved Hvide Sande lagde vand til de danske mesterskaber i standup paddling (SUP). Tre gange padlede Casper Steinfath sig til en dansk mester-titel og har nu 26 af slagsen.

Lørdag vandt han den 12 kilometer lange langdistance på Ringkøbing Fjord og den 150 meter korte sprint samme sted, og søndag vandt han det tekniske ræs i et frådende Vesterhav med god afstand til nummer to, den bare 15-årige Noa Stender fra København.

– Det føltes virkelig, virkelig godt at være tilbage i ilden. Det var fedt at mærke glæden ved sup igen. Guldmedalje nr. 26 kom i hus, fordi jeg kunne mærke glæden ved at være tilbage i det element, der har givet mig rigtig meget gennem årene, og jeg finder altid en glæde ved at være ude i kæmpestore bølger, siger Casper Steinfath.

DM-stævnet er den første konkurrence for Casper Steinfath, siden han i december sidste år vandt sin sjette VM-titel, så 2020 har og er et anderledes år, hvor tiden skal fyldes ud med andet end at rejse verden tynd for at jagte sejre og medaljer.

– Det er ikke sportens år. VM, EM – alt er aflyst. Man kan sætte sig ned og trille tommelfingre – men jeg ser anderledes på det. Selvom der ikke er konkurrencer, er der masser af grunde til at tage på vandet for at lege. Vandet er en legeplads, og jeg vil lege så længe jeg kan, siger Casper Steinfath, der med lidt held kan se frem til to World Tour-stævner i november og december.

Også den 17-årige Caroline Küntzel fra Thisted vandt alle tre discipliner ved DM i stand up paddling

Forfatter

Related posts

Top