Imorgen udgiver den 25-årige thybo Ellen Bathum, der optræder under kunsternavnet ELBA, en ny single.
Singlen “Rings out” er en opfølger til hendes seneste udspil “700 Angels”, som fik stor opmærksomhed fra flere af de store danske radiostationer.
Også tysk radio har fået øjnene op for det nordvestjyske stjerneskud, hvor flere radiostationer har spillet singlen flittigt.
Singlen skrev hun hjemme i Thy under en ’tænkepause’ omkring et venskab, der var røget ud af kurs. På det nye nummer tager ELBA os endnu en gang ind i et elektropoppet univers med en kærlighedshymne, hvor der i teksten også anes referencer til de nordjyske naturområder.
Fra i morgen vil også lokale Radio Limfjord springe med på bølgen. Radiostationen har nemlig den nye single klar i playlisten, når den udgives i morges.
ELBA har flere succesfulde optrædener på flere af landets største festivaler bag sig; Roskilde Festival, Spot Festival, Copenhagen Pride og ikke mindst den lokale Thy-festival Alive.
Om den nye single fortælles:
– ‘Rings Out’ er en romantisk og ultimativ kærlighedserklæring. Sangen danner rammer om dualiteten i en altomsluttende og hæsblæsende forelskelse, som underbygges af det gennemgående, fremdrevne og nærmest trans-cenderende technobeat. Hvor versene har sanseligheden og intimiteten som omdrejningspunkt med de tekstuelle billeder af at ligge på en strand helt tæt på hinanden, er omkvædene mere direkte i sit udtryk.
Omkvædslinjen ”let’s get a dog and a convertible” henleder straks tankerne på at man i et øjebliksbillede giver sig hen til den helt store livs-cliché om villa, volvo og vovse.
Til daglig studerer Ella Bathum på musikkonservatoriet i Esbjerg.
I foråret blev hendes debut-ep anmeldt hos landets førende musikmagasin Gaffa – læs hele anmeldelsen HER.
Foto: Klara Løkke