Thybo sørgede for dansk etapesejr i Italien

Som cykleentusiast kan det være svært at nå at få armene ned efter den ene danske cykeltriumf, før den næste sikres af en landsmand.

Onsdag var det Jumbo-Vismas danske bjergrytter, Jonas Vingegaard, som tog en flot sejr på 2. etape af Settimana Internazionale Coppi e Bartali.

Det sker blot to dage efter, at landsmanden Andreas Kron fra Lotto Soudal vandt første etape af Catalonien Rundt og kørte sig i førertrøjen.

24-årige Vingegaard, der oprindeligt er fra Thy hvor han også kørte sine første cykelløb, sad med de bedste gennem hele den kuperede etape over 163 kilometer, og i afslutningen viste han sig som den stærkeste og klogeste.

Han drønede først over målstregen på toppen af stigningen i Sogliano al Rubicone foran Ineos-rytteren Iván Ramiro Sosa, som blev nummer to.

Det er Vingegaards anden etapesejr i år, efter at han i slutningen af februar vandt en bjergetape i World Tour-løbet UAE Tour.

I 2019 vandt Vingegaard en etape i Polen Rundt, mens han blev samlet nummer to i PostNord Danmark Rundt.

/ritzau/

Arkivfoto: Screendump, Cycling Pro Net

Forfatter

Related posts

Top