John Christiansens første periode i kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune er ved at rinde ud. Men han tager gerne en omgang til i den socialdemokratiske gruppe, oplyses det i en pressemeddelelse.
Han genopstiller med andre ord til kommunalvalget i novmeber.
John Christiansen er 67 år, og foruden at være pensionist efter mange år som tillidsmand i fagbevægelsen, er han aktiv i bestyrelsen for Højskolen Mors i Flade og med i skolens frivilliggruppe.
– At sidde i skolens bestyrelse og være med til at “trække skolen i tøjet” har været en lang men spændende opgave. Det er nu lykkedes og vi har fået en skole, som er fuldt besat og som har givet 18 nye indbyggere og arbejdspladser i vores kommune, siger John Christiansen.
At sidde i kommunalbestyrelsen føler han er en fortsættelse af hans mangeårige arbejde som tillidsmand.
– At være politiker er i bund og grund det samme som at være tillidsmand på en stor arbejdsplads. De, der har valgt dig, har tillid til, at du arbejder for deres sag, og det er jo netop det, jeg gør i kommunalbestyrelsen. Det er et rigtig spændende arbejde, selv om beslutningsprocesserne er er betydelig længere, end da jeg sad i Fødevareforbundets hovedbestyrelse, siger han.
De seneste fire år har han haft plads i Beskæftigelses og Erhvervsudvalget og i Økonomiudvalget, og han har været en af kommunalbestyrelsens repræsentanter i Morsø Forsynings bestyrelse.
Han beklæder også flere bestyrelsesposter i Socialdemokratiet, i Morsø Erhvervsråd med mere.
Han vil glæde sig til at fortsætte arbejdet i kommunalbestyrelsen – hvis han bliver genvalgt, forståes:
– En stemme på mig den 16. november, er en stemme på en tillidsmand, der vil arbejde 24/7 for en forsvarlig udvikling af hele Mors, siger han.
Privat er John Christiansen gift med Aase og de har i 43 år boet på Grøndalsvej i Nykøbing.