Tiltalt for pædofili fortalte kollega om “det der i Vinderup”

Retssagen mod en 35-årig pædofilitiltalt mand er i fuld gang. Sagen har tråde til Mors hvor en dengang 9-årig pige sidste sommer blev bortført i Vinderup nord for Holstebro for herefter at blive kørt til Sallingsundvej hvor hun blev voldtaget.

Blandt de vidner der tirsdag afgav forklaring i retten var en af den tiltaltes kollegaer. De to talte ofte i telefon med hinanden. Kollegaen blev bl.a. spurgt ind til en særlig samtale mellem ham og den tiltalte få dage efter voldtægten. Her fortalte tiltalte i telefonen en information, som kollegaen studsede over. Det skriver TV Midtvest.

– “Jeg får sikkert også skylden for det der i Vinderup”, sådan sagde tiltalte til mig i telefonen. Han fortalte også, at han tidligere har været dømt, forklarede kollegaen.

Det spurgte anklager Pia Koudahl herefter nærmere ind til, for på det tidspunkt samtalen fandt sted havde der ikke været nogen information i medierne om voldtægten i Vinderup.

– Det var først da det kom i avisen, at jeg sagde til min kone: Hvor vidste han (tiltalte red.) så det fra, sagde kollegaen fra vidneskranken.

Den 35-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden 23. juni 2018. Der ventes at falde dom enten den 8. eller 9. juli. Manden, der tidligere er dømt for lignende kriminalitet, nægter sig skyldig.

LÆS OGSÅ:

Idag starter retssagen: Anklagemyndigheden går efter forvaring

Foto: Christian Kjedsen

Forfatter

Related posts

Top