Tirsdag aften blev Politi og brandvæsen i Thisted kaldt ud til to bilbrande i løbet af 33 minutter.
Første gang der blev slået alarm var kl. 19.54 hvor der var ild i en bil, som holdt på Plantagepladsen. Kun godt en halv time senere var den gal igen da en bil, som holdt parkeret på Tingstrupvej var brudt i brand.
Der er kun få minutters gang mellem de to bilbrande, som er opstået på hver sin side af byparken Christiansgave. Det undrer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj, der ikke vil afvise at de to bilbrande er påsatte.
– Det sker jo af og til, at der går ild i biler, men det virker underligt, at det sker for to biler så tæt på hinanden med så kort tid imellem, siger han til TV Midtvest.
Politiet kender endnu ikke årsagen til brandene, men opfordrer borgere til at henvende sig, hvis de har lagt mærke til noget.
– Hvis der nogen, der har set noget mistænkeligt, så vil vi gerne høre om det, siger vagtchefen.
Midt- og Vestjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.
Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med de to brande.
Foto: Kim Matthäi Leland