To unge mænd idømt fængsel for vanvidskørsel

To mænd fra henholdsvis Mors og Thy har fået afgjort deres sager om vanvidskørsel ved retten i Holstebro.

De fik begge ubetingede fængselsstraffe, ubetinget frakendelse af førerretten, og den bil, de kørte i, blev konfiskeret.

Begge sager omhandlede  hastighedsoverskridelser på mere end 100 procent af det tilladte med en fart på over 100 km/t.

125 km/t i 60’er zone
En 21-årig mand fra Mors var tiltalt for den 1. juni 2021, at have kørt 125 km/t på Skivevej ved Viborg, hvor den tilladte hastighed er 60 km/t.

Manden blev idømt 20 dages ubetinget fængsel og 3 års ubetinget frakendelse af førerretten. Derudover blev bilen, der var ejet af et familiemedlem, konfiskeret.

143 km/t i 70’er zone
En 20-årig mand fra Thy var tiltalt for den 29. april 2021, at have kørt 143 km/t på Vildsundvej på Mors, hvor den tilladte hastighed er 70 km/t.

Manden blev idømt 20 dages ubetinget fængsel og 3 års ubetinget frakendelse af førerretten. Bilen, der blev anvendt, blev desuden konfiskeret.

Særdeles alvorlige overtrædelser
Politianklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Palle Fuglsang er tilfreds med dommene:

– Når retten straffer førstegangs-overtrædelser med ubetinget fængsel – som jeg også nedlagde påstand om – vidner det om, at der er tale om særdeles alvorlige overtrædelser af færdselsloven. Med hastighedsoverskridelser af den karakter, de to var tiltalt for i dag, sætter man både sit eget og andres liv på spil.

– Jeg er derfor tilfreds med, at retten har idømt dem begge ubetingede fængsels-straffe, flere års frakendelse af førerretten og ikke mindst har konfis-keret de anvendte biler.

Arkivfoto: Christian Kjeldsen

Forfatter
Top