Livet som ryger er fra idag blevet en smule dyrere, hvor prisen på en pakke cigaretter stiger til 55 kroner i gennemsnit.
Prisstigningen støttes af 67 procent af befolkningen, mens 12 procent er imod. Det viser en ny undersøgelse, som Gallup har foretaget blandt 4000 danskere for Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Lungeforeningen og Trygfonden.
I undersøgelsen er støtten til dyrere tobak, ikke overraskende for de fleste, højest blandt dem, som ikke selv ryger.
Dog synes 41 procent af rygerne i undersøgelsen, at det er en god idé at hæve prisen på en pakke smøger til 60 kroner.
Til sammenligning var det 30 procent af rygerne, som støttede sådan en prisstigning i 2017.
Samtidig har undersøgelser vist, at tre ud af fire rygere ønsker at blive røgfri, og prisstigningen kan være med til at give dem et skub, da højere priser er noget af det, som motiverer rygere allermest til at kvitte smøgerne.
Kræftens Bekæmpelse ser gerne, at prisen på cigaretter stiger yderligere.
/ritzau/