Tore Müller trækker sig som gruppeformand og borgmesterkandiat

– Jeg besluttet mig for at forlade posten som gruppeformand for den socialdemokratiske kommunalbestyrelsesgruppe.

Sådan indleder Tore Müller en mail til de lokale medier på Mors.

Heri oplyser han også, at han har meddelt partiet, at han ikke stiller sig til rådighed når der i de kommende år skal vælges borgmesterkandidat til næste valg.

– Jeg har som gruppeformand de seneste næsten 4 år forsøgt at samle partiet og rumme alle de synspunkter, en så forskellig gruppe mennesker, som den socialdemokratiske består af. Det er lykkedes i en lang række sager til glæde for borgerne på Mors og til glæde for socialdemokratiet i min optik, lyder det bl.a. fra Tore Müller.

– Der har også været sager, hvor vi ikke har kunne finde sammen internt. Vi har dermed stået splittet udadtil. En splittelse jeg åbenbart ikke har haft de menneskelige og parlamentariske evner til at kunne lande som jeg har ønsket. Det har kostet rigtig mange kræfter, fortsætter han.

Han er derfor, forklarer han, kommet til den konklusion, at det et tid til at passe bedre på sig selv – og ikke mindst sin familie.

– I takt med, at tonen på de sociale medier, er blevet tiltagende rå i forhold til lokalpolitik, og at mine børn konfronteres med den rå tone omkring min person på de sociale medier, er det noget, man som forælder selvfølgeligt, tager seriøst.

– En ny gruppeformand vil senest udpeges efter ferien, hvorfor jeg proforma besidder posten indtil førstkommende gruppemøde den 8. august.

Tore Müller fortsætter på posten som formand for Børn, Kultur og Turisme.

Forfatter

Related posts

Top