Hver 10. ung der har gået i gymnasiet, er endnu ikke i gang med en videreuddannelse fem år efter de sidste eksamener.
Det skal et nyt nordjysk trainee-projekt fra Dansk Byggeri nu forsøge at lave om på. Region Nordjylland er nemlig den landsdel hvor flest unge ikke er i job eller uddannelse fem år efter de har afsluttet gymnasiet.
En af de deltagende virksomheder er Idealcombi i Hurup. Her starter man nu en trainee-ordning op, hvor unge kan komme i job i fem måneder. I løbet af perioden vil de blive aflønnet som en ufaglært – og arbejdet kan bruges som merit for det første grundforløb, hvis de vælger at starte på en erhvervsuddannelse.