Travl time for politiet til Morsø Festival

Selvom årets Morsø Festival, der blev afviklet i weekenden, alt i alt forløb i god ro og orden, måtte politiet alligevel have bødeblokken frem nogle gange.

Klokken 01.03 blev fire mænd sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for at indlede et slagsmål med hinanden. Der er tale om 49-årig mand fra Mors, en 20-årig mand fra Salling, en 21-årig mand fra Mors samt en 20-årig lokal mand.

Blot et kvarter senere blev yderligere en 22-årig mand fra Mors sigtet for ovetrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi han var kommet op at slås med den førnævnte 20-årige lokale mand.

Klokken 01.25 blev en 19-årig ophidset mand fra Mors af vagterne bedt om at falde ned. Det lykkedes dog hverken vagten eller betjente at tale den 19-årige til ro, der i stedet blev pacificeret ved hjælp af peberspray. Også han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Kl. 01.40 blev en 24-årig mand fra Mors sigtet for at sparke til nogle skraldespande. Også dette er en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

På vej fra Outrup Stadion, hvor festivalen blev afholdt, blev betjente mødt af fornærmelig tale fra en 22-årig mand der om betjentene råbte:

– Der kører også nogle svin dér.

Desuden blev en 35-årig mand fra Mors kort før kl. 23 kørt til tjek på skadestuen idet han mente, at der var puttet noget i hans drink.

Som nævnt indledningsvist lokalpolitiet i Thisted trods ovenstående godt tilfreds med festivalgæsternes opførsel:

– Det kunne have været meget værre, lyder det fra politikommissær Jørgen Jensen.

Foto: Kim Matthäi Leland

Forfatter

Related posts

Top