Tre år som minister: Se, hvad Kollerup er mest stolt af

I dag er det præcis tre år siden, at regeringen blev præsenteret på Amalienborg og thyboen Simon Kollerup satte sig i stolen som erhvervsminister.

Regeringens første tre år har særligt været præget af krisehåndtering først i forbindelse med corona og dernæst på grund af Ruslands invasion af Ukraine, og kriserne har da også fyldt på erhvervsministerens bord:

– Jeg havde selvfølgelig forventet, at der ville komme udfordringer undervejs, men jeg tror, at de færreste havde regnet med, at vi skulle blive ramt af en global pandemi og derefter en forfærdelig krig i Ukraine, som vi også kan mærke herhjemme. Madvarerne i indkøbskurven er blevet dyrere, varme og el er blevet dyrere. Det skal vi have øje for politisk, og vi skal hjælpe dem, der er hårdt ramt, men vi skal også huske, at vi har et stærkt økonomisk fundament, fordi vi har handlet økonomisk ansvarligt under tidligere kriser, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup.

Til spørgsmålet om, hvad han er mest stolt af at have opnået i tiden som minister indtil videre svarer han:

– Det er svært at pege på en enkelt ting. Jeg er glad for, at vi har sat os i spidsen for at skabe vækst og udvikling i hele landet, men jeg er da selvfølgelig også stolt over, at vi har fået maskinmesteruddannelsen til vores område og en plan for udvidelsen af A26, siger Simon Kollerup og fortsætter:

– Hvis du vrider armen rundt på mig, og jeg kun må nævne én ting, så vil jeg sige statsgarantien for boliglån på landet. Loven er nu vedtaget i Folketinget og træder i kraft lige om lidt. Det betyder, at det ikke længere skal være postnummeret, der sætter en stopper for, at helt almindelige mennesker kan købe et hus ude i vores landdistrikter.”

Regeringen har nu siddet i tre år. Hvad er det næste på din dagsorden?

– Jeg tror, det er vigtigt at sige, at krigen i Ukraine ikke er slut endnu. Det kan vi som sagt også mærke herhjemme, Inflationen er med andre ord kommet tilbage til Danmark. Det skal vi have øje for politisk, og vi skal gøre det på en måde, der er økonomisk ansvarligt. Men derudover er det en mærkesag for mig, at vi fortsat har vækst, udvikling og arbejdspladser i hele landet – også i de små lokalsamfund.

Forfatter

Related posts

Top