Senest til oktober vil danskerne kunne få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge.
Det annoncerer finansminister Nicolai Wammen (S) natten til mandag efter forhandlinger om en såkaldt sommerpakke med størstedelen af Folketingets partier.
Pakken skal sætte gang i økonomien, mens Danmark fortsat kæmper med effekterne af coronakrisen.
– Vi er enige om en række initiativer, der skal stimulere økonomien. De tre ferieuger, der kommer ud, svarer til omkring 60 milliarder kroner, siger han om pengene, som borgerne selv har indbetalt.
Feriepengene vil blive forsøgt udbetalt så hurtigt som muligt.
Men de vil nok først stå på borgeres konti til oktober, og det skyldes “tekniske årsager”, lyder det fra Wammen.
– Danskerne kan være trygge ved, at pengene kommer. Så hvis man i sommerperioden vil bruge penge på is, tøj eller ting til hjemmet, så kan man gøre det i vished om, at pengene kommer til oktober, siger han.
For den gennemsnitlige lønmodtager vil de tre ugers feriepenge svare til omkring 15.000 kroner efter skat. Det skriver De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på Facebook.
Til efteråret forhandler partierne om de to sidste ugers indefrosne feriepenge.
/ritzau/
LÆS OGSÅ:
Foto: Morten Fauerby