Da politiet natten til søndag kort efter midnat rutinemæssigt standsede en bil med tre unge mænd i endte det med flere sigtelser til dem alle.
Bilen blev standset på Sundbyvej i Sundby Thy kl. 00.31.
Den 20-årige fører af bilen blev fundet i besiddelse af en totenschläger og 5 kanonslag. Han er derfor blevet sigtet for overtrædelse af både våben- og fyrværkeriloven.
I bilen befandt der sig også to passagerer ligeledes fra Thy. Den ene, en 21-årig mand, blev fundet i besiddelse af to gram hash samt en ulovlig kniv med et låsbart blad. Han er derfor blevet sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven.
Den anden passager, en 19-årig mand, er blevet sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, fordi han var i besiddelse af 12 gram hash og 4,5 gram kokain.
Foto: Rigspolitiet