Med en stigning på 40 pct. i forhold til året før har Dyrenes Beskyttelses internater aldrig nogensinde før modtaget så mange katte som i 2019.
Organisationens internater modtog sidste år i alt 8.870 katte. Det er ny rekord, og udviklingen skaber bekymring hos Dyrenes Beskyttelse, der ikke har plads til de mange katte, som organisationen bruger mange ressourcer på at fremlyse og videreformidle til nye, ansvarlige ejere.
Derfor opfordrer dyrevelfærdsorganisationen til at indføre obligatorisk mærkning og registrering af katte på linje med hunde.
– Det er på tide, at politikerne indser, at vi har et reelt katteproblem i Danmark og gør noget ved det. Hvis alle katteejere skulle mærke og registrere deres kat, ville vores internater ikke skulle bruge så meget tid og plads på dyr, der allerede har et hjem og en familie, der holder af dem, siger Jens Jokumsen.
Mere end 34.000 dyrevenner og 160 organisationer har skrevet under på krav om obligatorisk mærkning og registrering af katte.
Dyrenes Beskyttelse anslår, at over halvdelen af de indleverede katte allerede har en ejer, fordi de er tamme og menneskevante. Men fordi kattene ikke er mærkede, kan det være svært at finde ejeren. Og når ingen melder sig, så skal katten formidles til et nyt hjem på linje med alle de andre katte.
LÆS OGSÅ:
Foto: Dyrenes Beskyttelse