Dommerkomitéen bag prisen som årets unge sportslige talent i Thy efterlyser kandidater til prisen. I år bliver alle thyboer inviteret med til at kåre vinderen.
Selvom corona har aflyst Thy Awards og alle dens priser, vil ’Årets Talent’ stadig blive kåret. Det lover netIP, der i seks år har stået bag hæderen til et ungt sportsmenneske med store fremtidsudsigter.
Der findes nemlig masser af talent i Thy – corona eller ej:
– Jeg føler virkelig med alle de unge, der ikke kan dyrke deres passion for sport, så jeg er stolt over, at vi også i år kårer Årets Talent i Thy, siger leder af marketing i netIP, Mike Overgaard og opfordrer alle sportsklubber i Thy om at indstillet deres talenter til prisen.
Normalt skal vinderen have opnået gode sportslige resultater for at komme i betragtning. Men da konkurrencerne har været små eller helt væk for mange i 2020, vil dommerkomitéen i stedet lede efter kandidater med en bemærkelsesværdig udvikling med evner indenfor flid, motivation og engagement.
Det er sidste års vinder, Mads Hoxer Hangaard fra Mors-Thy Håndbold, et godt eksempel på. I mange år knoklede han for at blive fast mand på ligaholdet. Det lykkedes i 2020, hvor han i dag er en klippe på banen og var tæt på at blive en del af herrelandsholdets VM-triumf i januar.
– Vi leder altid efter kandidater, der har et ekstra gear og tror så meget på sig selv, at hun eller han er villig til at sætte meget til side for at opnå sin drøm, siger Mike Overgaard.
Anderledes kåring
Kåringen bliver anderledes i år, da alle thyboerne er med til at kåre vinderen. Først vælger dommerkomitéen tre nominerede, som bliver præsenteret på www.talent.netip.dk og på de sociale medier.
Dernæst begynder kapløbet om den endelige sejr. Her sidder dommerkomitéen på halvdelen af stemmerne, mens thyboerne sidder på den anden halvdel, som mange kender det fra fx ’Vild Med Dans’ på TV2. De nominerede høster publikumsstemmer ved at deres nomineringsvideo bliver vist, delt og kommenteret på de sociale medier.
– Jeg synes, at det er fedt, at alle i Thy er med at kåre vinderen. På den måde bliver det hele Thys talent, vi sender videre mod nye højder, siger paddlesurferen Casper Steinfath fra Klitmøller.
Han er som værdiambassadør for netIP formand for dommerkomitéen, der derudover består af Thisted Kommunes eliteidrætskonsulent, Thomas Bruhn og sidste års vinder, Mads Hoxer Hangaard.
Indstillingen til Årets Talent i Thy skal ske via en formular på www.talent.netip.dk senest søndag 21. marts. De tre nominerede bliver præsenteret efter påske.
Arkivfoto: Thisted Kommune