Trods nyt dagsgebyr: 13.000 kører uden lovpligtig forsikring 

Antallet af biler, motorcykler og andre køretøjer, der ikke har en lovpligtig ansvarsforsikring er faldet markant, siden et nyt dagsgebyr blev indført ved årsskiftet i 2019.

Ved udgangen af 2018 var der således knap 50.000 køretøjer uden en forsikring. Det tal er per 1. marts 2020 reduceret til 13.000. Det viser tal fra Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring, DFIM.

Med den nye lov vil alle brugere og ejere af et indregistreret køretøj blive afkrævet 250 kroner, for hver dag der ikke er tegnet en ansvarsforsikring. Det fik hurtigt omkring 25.000 til at tegne en forsikring, da ordningen trådte i kraft. Siden er kurven fladet noget ud og har de seneste måneder ligget på omkring 13.000.

Det var på opfordring fra DFIM – Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring – og Forsikring og Pension, at Folketinget i maj 2018 vedtog gebyrordningen. Trods et markant dyk i antallet af uforsikrede køretøjer, kan ordningen ikke kaldes en ubetinget succes. Det mener Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

– Det er glædeligt, at niveauet er faldet, men vi skal endnu længere ned. Det er helt uansvarligt, at så mange kører rundt uden forsikring. Man kan blandt andet stramme skruen og hæve gebyret. Vi vil ikke lægge os fast på noget, men det er noget, vi bliver nødt til at drøfte, siger han.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

Efter lovkrav om gebyr: Antallet af uforsikrede køretøjer faldet markant

 

Forfatter

Related posts

Top