Det gode sommervejr i 2018 smittede af på danskernes sommerferie i 2019. I alt foretog danskerne 4,4 pct. flere overnatninger i Danmark i de tre sommermåneder i år, sammenlignet med sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Flere udenlandske turister valgte også at holde sommerferie i Danmark. Det gør samlet set, at overnatningerne på de danske overnatningssteder voksede med 5,4 pct. i sommeren i år sammenlignet med sidste år. Sommeren 2019 sætter samtidig ny rekord i antallet af sommerovernatninger.
– Sommervejret sidste år har givet efterspørgslen et ekstra skub i år. Indenfor branchen kalder vi det Roskilde-Festival-effekten – et år med godt vejr og billetsalget går ekstra godt det næste år. Øget fokus på rejsers klimaaftryk har muligvis også gjort sit, men det vil i så fald først få effekt næste sommer, siger Lars Ramme Nielsen, chef for Turisme og Oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.
Endnu flere danskere forventer at blive hjemme næste år
Dansk Erhverv har allerede nu, med baggrund i en årlig befolkningsundersøgelse, mulighed for at kigge i krystalkuglen mod næste sommer. Det jævne sommervejr i 2019 har tilsyneladende ikke afskrækket danskerne for at fortsætte trenden mod oftere at holde ferie i Danmark. Sommerferie-Danmark er med andre ord blevet mere vejrrobust. En tendens der højst tænkeligt er forstærket af klimabevidsthed.
En ny befolkningsundersøgelse, foretaget af Norstat for Dansk Erhverv, viser at 11 procentpoint færre danskere forventer at rejse på sommerferie i udlandet i 2020, end det var tilfældet i sidste års undersøgelse. I absolutte tal er der tale om et fald fra 3,4 mio. til 2,8 mio. danskere.
– Tallene viser en overraskende stærk præference for at holde ferie i Danmark. Det blandede vejr i sommeren 2019 har ikke ødelagt lysten til at holde ferie i Danmark. Og måske er danskernes fokus på klimaudfordringer ved for alvor at slå igennem i rejseadfærden, siger Lars Ramme Nielsen.
– Der er plads til at flere danskere kan holde sommerferie herhjemme, da der i disse år investeres massivt på hotelområdet og der er masser af kapacitet på landets campingpladser. En sten i skoen er dog, at der i betydelig grad mangler feriehuse til udlejning især i højsæsonen, siger Lars Ramme Nielsen og fortsætter :
– Udsigten til endnu flere danske turister næste år betyder også, at der er et stort behov for at adressere manglen på kvalificeret arbejdskraft, som allerede nu er et problem for turismebranchen.