Turistchef på Mors Bente Kristensen har svært ved at få armene ned efter “en forrygende start på sæsonen”.
Hun spår endnu en god sæson for de lokale sommerhusejere:
– I vinterferien var belægningsprocenten på 97 og i påsken på 91, det har vi aldrig prøvet før, fortæller Bente Kristensen i en pressemeddelelse fra Visit Mors.
Desuden ser foråret pænt ud med rigtig mange bookinger, og der forventes alt udsolgt i højsæsonen.
En del af de ellers mange tyske bookinger er annulleret og erstattet af danske bookinger. Den store forskel på de tyske og de danske bookinger er, at danskerne typisk booker en uge, hvor tyskerne booker 14 dage eller 3 uger.
– Heldigvis tyder alt på, at grænserne snart åbner igen, hvilket bliver godt for sensommeren og efteråret, hvor mange tyskere booker huse i Danmark. De mange sommerhusgæster skaber meromsætning til glæde for øens attraktioner og handelsliv, lyder det fra Bente Kristensen.
Sammenlignet med sidste års tal er man lige nu foran med imponerede 75%.
Vandrerferier på Mors er blevet et storsællert.
– Dags dato har vi fordoblet salget i forhold til sidste år. Vores vandrertilbud er selvfølgelig med udgangspunkt i Kystruten, som vi etablerede i 2009, oplyser en tilfreds Bente Kristensen.
Desuden er cykelferie på Mors mere end fordoblet i forhold til sidste år samme tid.
– Vi har solgt cykelferieophold i mange år, og forsøger at give cykelferiegæsterne den bedste oplevelse og ført dem hen til de helt rigtige steder, når de begiver sig ud på cykeltur på Mors og i Limfjordslandet. Det er der bare rigtig mange, der har fået øjnene op for, og vi booker cykelferier som aldrig før. Det er også bemærkelsesværdigt at flere, som har købt en tur for år tilbage, får lyst til at prøve en anden tur og vender tilbage til området – det må være tegn på tilfredshed, slutter Bente Kristensen.
Foto: Visit Mors