Tvind-muscial i Morsø Teater

Tirsdag den 26. marts kl. 19.30 bliver der i Morsø Teater mulighed for at få indblik i begyndelsen til Tvind og til midt i 90’erne, dramatiseret og produceret af Teater V.

Året er 1972 – USA’s præsident, Richard Nixon, besøger Kina og møder Mao Zedong. Mogens Glistrup stifter Fremskridtspartiet. Roskilde Universitetscenter (RUC) åbner. Anker Jørgensen bliver statsminister; Danmark siger ”JA” til EF; Bowie udgiver Ziggy Stardust, og i biograferne har den første Godfather-film verdenspremiere …

I årene inden har Mogens Amdi Petersen startet Den Rejsende Højskole og samme år Det Nødvendige Seminarium, der senere skal blive til det verdensomspændende imperium, Tvind.

70’erne var en tid med systemændringer, tankeeksperimenter, nye undervisningsformer – en udfordring til det etablerede samfund og opfordring til radikale ændringer. Tvind var et socialt projekt i en tid, hvor man sagde Os, Vi, Sammen, i stedet for Mig, Mig, Mig. Hvor individet kun var det nødvendige tandhjul i fællesskabets maskine.

Tvind – ”The Musical” vil gerne anerkende alle de dedikerede mennesker, der kæmpede for at skabe en bedre verden. Dem, som vitterligt troede på, at hvis de gjorde en aktiv indsats, så ville de sammen kunne ændre verden.

Men hvad skete der egentlig med alle dem, der troede på fælleseje, gruppepres og ingen hensyntagen til jeg’et? Gik de til grunde i sammenholdets mantra?

Forestillingen er ikke en dokumentarisk gennemgang af Tvinds historie med Amdi i hovedrollen. Det er heller ikke en musical i gængs forstand, men historien om en gruppe mennesker og deres udvikling i Tvind, individuelt og sammen, krydret med et udvalg af tidens politiske (slag)sange.

Vi følger en gruppe stærke individer fra den spæde start i 70’erne og op til midt 90’erne, hvor Tvind kommer i alvorlig modvind. Vi møder ”Bannerføreren og ideologen”, der knækker. ”Den stædige”, som forbliver stærk i troen. ”Talentet”, der forråder sig selv. ”Organisatoren”, der møder kærligheden, og ”Kvinden”, der mister den.

Glæd jer til en smuk og alvorsfuld forestilling krydret med sange fra dengang da verden var af lave og hvor blomsterbørnene var redningen og stadig havde deres ideologi og rene sind intakt.

Tvind – ”The Musical” er en forestilling om en tid, hvor fællesskabet fyldte for meget, til en tid, hvor fællesskabet fylder for lidt.

Forestillingen er en voksenforestilling. Varighed: 2 timer inkl. pause.

Forfatter

Related posts

Top