Udsigt til nærhospital på Mors: – Jeg er en glad lokalpolitiker i dag

Regeringen har her til morgen præsenteret sit sundhedsudspil Tættere på II.

Af udspillet fremgår det, at regeringen ønsker at afsætte 4 mia. kr. til oprettelse af op til 20 nærhospitaler rundt i landet. Heriblandt peger regeringen på Morsø Kommune.

Tore Müller (A), som er borgmesterkandidat på Mors, glæder sig over nyheden fra regeringen om at styrke de lokale sundhedstilbud og åbne op for nye funktioner.

– Det her er en gylden mulighed for, at vi kan sikre nærhed til endnu flere sundhedstilbud. Samtidig vil det være medvirkende til, at vi kan sikre det nære sundhedsvæsen for os der bor lige her. Og jeg er stolt og glad for at den indsats vi har gjort for at sætte fokus på vores kommune i denne sammenhæng, har fundet vej ind i regeringskontorerne, siger han.

Udspillet bygger på at kommune og region skal samarbejde om at søge og udmønte midlerne og derved sammen skabe nye tilbud til gavn for borgerne. Tore Müller peger på at man igennem mange år har haft et tæt og godt samarbejde kommune og region i mellem med ”Nye Veje”, hvor man særligt har haft fokus på lægedækningen.

– Vi har tidligere vist at tæt samarbejde har givet lokale resultater og det tror jeg også, at vi kan gøre igen til gavn for os her på Mors. Det her vil sikre funktioner, arbejdspladser og et sikkerhedsnet under vores nære sundhedstilbud. Det kan vi kun tage imod med kyshånd. Jeg er en glad lokalpolitiker i dag, understreger han.

Regeringen peger selv i sit udspil på opfølgningsforløb for mennesker med kronisk sygdom eller ukompliceret diagnostik såsom røntgenbilleder og blodprøver, som nye mulige funktioner på de nye nærhospitaler.

Regeringen forventer at åbne for puljerne til nærhospitaler i 2022.

LÆS OGSÅ:

Borgmester-glæde over udsigt til nærhospital

 

Foto: Jamal Mekdad

Forfatter

Related posts

Top