Udvidet byttefrist og forlænget åbningstid skal sikre handelsdage

Med flere store handelsdage som Black Friday, julehandel og januarudsalg lige om hjørnet, lancerer Erhvervsministeriet nu sammen med erhvervsorganisationerne opfordringer til virksomheder og danskerne for at sikre en forsvarlig afvikling og mindske corona-smitte.

Opfordringerne til virksomhederne består bl.a. i at udvide byttefristen og forlænge åbningstiden, mens forbrugerne opfordres til at udnytte hele åbningstiden.

– De kommende måneder er utrolig vigtige for mange i detailhandlen, for det er nogle af de dage, hvor der bliver handlet allermest. Det gælder alt lige fra det lokale supermarked til storcentrene. Men det skal ske på en ansvarlig måde, for vi står i en situation lige nu, hvor smittetallene stiger, udtaler erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

Her er de 9 opfordringer til virksomhederne:

  1. Ingen kø- og slagtilbud, fx time- og dagstilbud.
  2. Udvid åbningstiden hvis muligt, så dine kunder kan handle på flere tidspunkter i døgnet.
  3. Brug online salgskanaler hvis muligt, heriblandt også ”klik og hent”, så dine kunder nemt kan hente bestilte varer i butikken uden at være der i lang tid.
  4. Forlæng byttefristerne og gør kunderne opmærksom på de forlængede frister, så man fx kan bytte julegaver i slut januar, selvom de er købt i november. Så undgår du trængsel i dagene efter jul, hvor mange danskere holder fri.
  5. Ingen ”sociale” tema-/ juleaktiviteter, som gør, at mange stimler sammen i din butik.
  6. Du skal sikre, at der kun er det antal kunder, der må være i din butik.
  7. Du skal sikre, at dine kunder holder afstand – både indenfor og udenfor butikken.
  8. Sæt håndspritten et tydeligt sted, så dine kunder ikke kan undgå at se den på vej ind og ud af butikken.
  9. Brug reklamer, annoncer og sociale medier til at informere dine kunder.

Og de 3 opfordringer til danskerne:

  1. Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer (feber, tør hoste eller vejrtrækningsbesvær)
  2. Udnyt butikkernes fulde åbningstid, så du handler uden for de travle dage og tidspunkter.
  3. Hold afstand, sprit hænder og gå så vidt muligt alene ind i butikken.
Forfatter

Related posts

Top