Tirsdag skruer landets sygeplejersker yderligere op for deres strejke, når ansatte på blandt andet flere operationsafdelinger bliver hjemme.
Yderligere 225 sygeplejersker slutter sig til strejken, så omkring 5700 nu strejker. Det svarer til knap 11 procent af de medlemmer i Dansk Sygeplejeråd, der er ansat i landets regioner og kommuner.
Udvidelsen skyldes ifølge sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, at der endnu ikke er fundet en løsning på konflikten, som brød ud i juni.
Konflikten brød ud, efter at sygeplejerskerne to gange stemte nej til overenskomster, som forhandlere ellers var nået frem til.
Hos landets regioner, der har ansvaret for det offentlige sundhedsvæsen, ser man med stor alvor på strejken.
– Alle regioner melder om mærkbare konsekvenser for patienterne, og derfor ønsker vi også, at konflikten stopper hurtigst muligt, lyder det fra Anders Kühnau i en skriftlig kommentar.
Han er arbejdsgivernes chefforhandler ved overenskomsten og formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg.
Over de næste tre uger udvides strejken en gang ugentligt, hvis ikke parterne bliver enige om en aftale inden.
I alt endnu 800 sygeplejersker er planlagt til at slutte til strejken ud over tirsdagens udvidelse. Og der kan potentielt følge endnu flere efter dem.
/ritzau/
Foto: Lene Pedersen, Region Nordjylland