Allerede før babyen giver sit første skrig, er en stor del af barnets sundhed, sygdom og fremtidige muligheder lagt på skinner.
For eksempel bliver småbørn med kortuddannede forældre indlagt over dobbelt så ofte som børn af forældre med en lang videregående uddannelse. Det viser tal, som Danske Regioner har trukket fra Danmarks Statistik.
De helt små børn fra et til fire år bliver typisk indlagt med feber og luftvejssygdomme. Senere indlægges ældre børn med mavesmerter og eller forgiftning med alkohol eller piller.
Men især de helt små børn har lægers og sundhedspolitikernes opmærksomhed. Fordi det er her, at skruen stadig kan vendes.
– I den alder handler det ikke om børnenes egen adfærd. Det har alt sammen noget at gøre med deres mor og far og vilkårene, som barnet vokser op under, siger formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V).
Hun forudser et vendepunkt på området i de nærmeste år.
– I dag kan vi ved fødslen nærmest forudsige fra oplysninger om forældrene, hvordan barnets liv bliver i forhold til sygdom og levealder og uddannelsesniveau.
– Hvis vi vil give alle børn mere lige muligheder for et godt liv, så skal vi gøre op med uligheden i sundhed helt fra barnsben, siger Stephanie Lose.
/ritzau/