Ultralav inflation giver 7200 kroner ekstra

Priserne er det seneste år steget mindre end normalt, og det giver de fleste flere penge mellem hænderne, fordi lønningerne samtidig er vokset i et hurtigere tempo.

Forbrugerpriserne – også kendt som inflation – steg i 2020 med 0,4 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er ultralavt, da den hidtil laveste inflation blev set i 2016, hvor den lød på 0,3 procent. Set historisk har inflationen været på omkring to procent om året.

Den lave inflation betyder, at man får flere penge mellem hænderne, fordi lønningerne stiger mere. Gennemsnitslønnen er således steget 2,1 procent i 2020. For en almindelig familie betyder det ifølge Dansk Erhverv omkring 7200 kroner mellem hænderne om året.

– Den fornuftige fremgang i danskernes realløn er kommet i hus, på trods af at coronakrisen har tynget dansk økonomi voldsomt, siger cheføkonom Tore Stramer i en kommentar.

– Det kan måske synes en smule overraskende. Man skal dog huske på, at der er tale om en gennemsnitsbetragtning, siger han.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top