Ung Kult får 10 mio. kr. til at skabe kreative fællesskaber

Frederikshavn, Esbjerg, Haderslev, Rudme og København. Dét er bare et lille udpluk af de byer, som er med i et nyt landsdækkende projekt, der vil styrke kulturel skaberkraft og kreative fællesskaber for unge. Med 10,4 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden er organisationen Ung Kult nu klar til at kickstarte det 4-årige projekt ’Ung Kult IVÆRK’. Bag projektet står organisationen Ung Kult, der blev grundlagt på Mors.

Har ungekulturen et potentiale uden for de store byer? Ja, i den grad! Sådan lyder meldingen fra foreningen Ung Kult, der i en årrække har arbejdet med kreative ungemiljøer og nu har fået en to-cifret millionbevilling til at understøtte ungt engagement i store såvel som små byer.

”Vi oplever gang på gang, at stærke ungekulturmiljøer bidrager til trivsel, ejerskab og udvikling – hos de enkelte kulturskabere, men også i hele lokalområder. Med Ung Kult IVÆRK bliver det nemmere for unge at deltage i kulturelle fællesskaber og skabe kultur sammen, uanset hvor de er født i landet”, fortæller Jakob Lundbye, netværksleder i Ung Kult.

De 10 mio. kr. skal helt konkret ud at leve i projektets 35+ medfinansierende kommuner i form af workshops, camps, netværksmøder, events og eksperimentarier. Alt sammen med de unge selv ved roret.

Foto : Mikkel Rolighed

Nordjysk succes bliver til landsdækkende projekt 

Særligt hvis man er fra Nordjylland, har man måske hørt navnet IVÆRK før. I 2022-2024 var dét nemlig titlen på et 3-årigt ungeprojekt under den nordjyske kulturaftale Kulturkanten. Her var Ung Kult også en af medansøgerne, og i samarbejde med Unges Møde Med Kunsten blev det ungedrevne projekt en succes. 

Det nordjyske projekts resultater og erfaringer får en vigtig forankring, idet erfaringerne danner grundlag for det nye 4-årige projekt, Ung Kult IVÆRK, som strækker sig over hele Danmark og ned gennem grænselandet til Nordtyskland.

Foto : Mikkel Rolighed

En ny vifte af muligheder

Bag projektet står organisationen Ung Kult, der blev grundlagt på Mors, men som i dag er et landsdækkende netværk med flere hundrede medlemmer fra kulturelle ungemiljøer.

Mange kender nok Ung Kult for netop dette netværk og for Ung Kult Camp, som er ungeområdet på Kulturmødet på Mors. Og med Ung Kult IVÆRK bliver årshjulet nu udfyldt med en masse nye aktiviteter og tilbud til både eksisterende medlemsmiljøer – og til helt nye unge, der aldrig har hørt om Ung Kult før.

”De sidste tre år har Ung Kult dannet relationer på tværs af ungekulturmiljøer i Danmark og lagt fundamentet for et nationalt netværk. Med projekt Ung Kult IVÆRK kan vi nu bygge videre på dette vigtige arbejde, når vi sikrer en stor aktivitetsportefølje på tværs af landet. Det er med til at give krop på netværket – gennem konkrete aktiviteter. Og så er det med til at understøtte det uhyre vigtige arbejde med at skabe gode ung-til-ung-kulturtilbud i de mindre byer, siger bestyrelsesleder Mia Carlsen fra Ung Kult.

Foto : Mikkel Rolighed

For unge – af unge
Ung Kult IVÆRK vil skabe en national bevægelse, hvor unge kulturskabere får nemmere adgang til hinanden og til de ressourcer, de behøver for at realisere deres visioner. Og dét sker gennem en ung-til-ung-filosofi.

Vi har erfaret, hvor stor en forskel det gør, at kommunikation, ambassadørskab, værtskab og rekruttering er udført af unge selv. Derfor har vi hele vejen igennem fokus på både ung-til-kommunikation og unge-initierede events,” fortæller kommunikationsansvarlige for Ung Kult IVÆRK, Emilie Giese.

Selve ansøgningen til projektet blev også skrevet gennem et samarbejde mellem unge kulturskabere, hvilket har vist sig at være en styrke for ansøgningsprocessen. 

Hos Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, er der store forventninger til projektet:

Ung Kult IVÆRK handler om at engagere unge på deres helt egne præmisser, så de får lyst til at blive en del af et kreativt fællesskab. Ung Kult har allerede mange gode erfaringer med både at opdyrke nye ungemiljøer samt understøtte eksisterende, engagerede miljøer. Nu sætter de ekstra damp på kedlerne, så den kulturelle skaberkraft for alvor kan udfolde sig rundt omkring i landet – og så endnu flere unge kan få en stemme og blive en del af det lokale fællesskab.”

Foto : Mikkel Rolighed

Viden skal deles og bruges i fremtiden
Projektets erfaringer skal blandt andet bruges til at kvalificere endnu flere bæredygtige ungeprojekter rundt om i landet, også i fremtiden. Derfor har projektet også et særligt fokus på løbende opsamling og deling af viden, hvilket bl.a. sker gennem et samarbejde med Center for Ungdomsforskning.

Med Ung Kult IVÆRK bygger vi broer mellem både unge kunstnere, unge kulturfællesskaber, kommuner og kulturinstitutioner. Jeg glæder mig til at komme rundt i Danmark og Nordtyskland for at høre alle de gode idéer, dele vores erfaringer og opdage nye synergier – det bliver stort!”, lyder det fra projektleder Kjartan Annesen.

Forfatter
Top