Ung mand dræbt i ulykke på Mors

En trafikulykke på Mors har natten til søndag kostet en ung mand livet.

Ulykken skete på Kløvenhøj uden for Redsted. Alarmcentralen modtog anmeldelsen om ulykken klokken 00.50.

Den dræbte sad bag rattet i en bil, hvori der også var tre medpassagerer.

Af ukendte årsager mistede manden herredømmet over bilen og kørte ind i et træ. Han blev dræbt på stedet.

Beredskabet på Mors rykkede ud, og samtidig blev der tilkaldt assistance fra stationen i Durup i Salling, fordi der var meldinger om flere tilskadekomne.

De tre passagerer kom alvorligt til skade, men er uden for livsfare.

Politiet formoder, at høj hastighed er skyld i ulykken. En bilinspektør skal undersøge omstændighederne nærmere.

De pårørende til den dræbte er underrettet.

LÆS OGSÅ:

Ven til trafikdræbt kommer med klar opfordring

 

Arkivfoto: Niels Aage Skovbo

Forfatter

Related posts

Top