Ungdomshus på vej til Mors

Selvom detaljerne endnu ikke er på plads, så kommer der et ungdomshus på Mors til næste år.

Og selvom placering og pris ikke er afklaret endnu, så står det klart, at ungdomshuset er en del af næste års budget for Morsø Kommune.

– Kommunalbestyrelsen er indstillet på at stille en bygning til rådighed til ung-hus – eventuelt ved køb, står der i budgetaftalen.

Beslutningen glæder Malte Houe, der er formand og stifter af den lokale ungdomsforening Ung Kult.

– Vi har en ambition om at blive hjertet af dansk ungdomskunst og -kultur udenfor de større byer. Vi vil gerne skabe en paraplyorganisation, hvor vi er tovholdere på forskellige initiativer, som unge skaber indenfor kunst og kultur, og det har vi brug for nogle ordentlige rammer og noget plads for at kunne facilitere, fortæller Malte Houe til TV Midtvest.

Også Tore Müller (S), der er formand for Børne- og Kulturudvalget på Mors, er begejstret for planerne.

– Det unikke ved sådan et sted er, at det er ungestyret og ungedrevet. Det er dannelse og demokrati i sin fineste form, siger han til TV Midtvest.

Foto. Ung Kult

 

Forfatter

Related posts

Top