Unge under 16 er nu undtaget for at vise coronapas

Alle børn under 16 er nu fritaget for at skulle vise coronapas.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse torsdag aften.

Hidtil har det kun været børn under 15 år, der ikke har skullet vise coronapas.

Regelændringen skal ses i lyset af, at børn fra 12 til 15 år inden længe vil blive tilbudt vaccination mod coronavirus. I en ny vaccinationsplan fra Sundhedsstyrelsen fremgår det, at de 12-15-årige vil få invitationer fra 19. juli og fremefter.

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle borgere, der måtte ønske det – herunder de 12-15-årige – vil være færdigvaccinerede mod coronavirus inden 29. august.

Når man er færdigvaccineret, vil det fremgå af ens coronapas. Et gyldigt coronapas er et krav for blandt andet at kunne gå på restaurant og på bar.

Forventningen er, at coronapasset udfases helt fra 1. oktober.

Ud over ændringen af, hvem der er undtaget for at skulle vise coronapas, er der også trådt andre nye regler i kraft for coronapasset.

Fremover vil en negativ PCR-test således give et gyldigt coronapas i Danmark i 96 timer – eller fire døgn – i stedet for som tidligere 72 timer.

Gyldigheden af en negativ lyntest er uændret 72 timer.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top