Læserbrev af Bo Fink, kandidat til regionsrådet for Radikale Venstre.

Regionen har afgivet et strategisk løfte om at levere ”et sundhedsvæsen på patienternes præmisser”. Det vil jeg godt holde fast i.

I et centraliseret sundhedsvæsen fylder patienttransporter rigtigt meget. For mig er det en vigtig mærkesag, at patientkørsel til behandlinger eller kontroller på sygehuse langt væk fra borgernes bopæl også sker på borgernes præmisser.

Konkret vil jeg gerne have genindført refusion til kørsel i privat bil.

Regionen er forpligtet til at sørge for patientbefordring eller yde befordringsgodtgørelse til og fra sygehus for bestemte grupper patienter, f.eks. til patienter der har mere end 50 km til sygehuset.

Det er en lovfæstet patientret. Men rettigheder kan udvandes. Siden 2019 er retten til befordringsgodtgørelse blevet udvandet, fordi Regionsrådet har besluttet en ny praksis med ikke at yde kørselsgodtgørelse til kørsel i privat bil. I stedet vil man refundere en billet med NT eller tilbyde samkørsel med flextaxa.

For at få fyldte flextaxaer må patienterne, udover lange ventetider før afgang og efter behandling, påregne lang tids omvejskørsel til hjemmet.

Det betyder for de fleste Thy- og morsingboer, at de skal afsætte hele dage til behandling eller kontroller i Aalborg, i stedet for halve dage, og den anstrengende transport ad lange omveje er træls og tapper kræfterne.

De ny regler har også betydet vanskelige vilkår for at tage en pårørende med som ledsager. Dette anser jeg for et alvorligt velfærdstab. Det er netop, når man skal til behandling eller kontrol, man har brug for ledsagelse af en person, man er tryg ved.

Tryg og god befordring betyder meget for, hvordan man har det, når man møder op på en klinik til behandling eller kontrol.

Jeg anser derfor god patientfordring som en meget vigtig del af sundhedsvæsenet for os som bor langt væk, og transport i privat bil er nok den transportform, som mest er transport på patienternes præmisser.

Det tyder den foreliggende evaluering og spørgsmål til administrationen i hvertfald på.

Regionens egen evaluering viser, at en tur med flextaxa isoleret set er dyrere end en godtgørelse til privat bilkørsel, men alligevel opnås der en besparelse, fordi mange patienter fravælger flextaxa og NT, uanset hvad det koster dem.

En besparelse på regionens regnskab opnået på denne måde er ikke en ægte besparelse og derfor ikke i orden, for den samlede mængde transport er jo den samme som før.

”Besparelsen” er derimod udtryk for kassetænkning, hvor regionen overvælter en omkostning, som egentlig påhviler regionen, over på en mindre afgrænset gruppe borgere, der har det tilfælles, at de har langt til behandlingsstedet.

I regionens samlede økonomi er ”besparelsen” som en dråbe i havet (ca. 1,5 promille). Men for de enkelte borgere, der skal til regelmæssige behandlinger eller kontroller, kan det blive en tung post i budgettet.

Derfor vil jeg have genindført refusion til kørsel i egen bil.