Uværdig debat

Læserbrev af Pia Thorsen, KV21-kandidat for Enhedslisten på Mors.

Når borgmesteren på et vælgermøde fortæller, at jeg vil lukke Kulturmødet, så er det en lodret løgn og et debatniveau, der ikke er en borgmester værdigt.

Kulturelt Samvirke bad os på vælgermødet om at forholde os til kulturlivet, de kulturelle institutioner og herunder Kulturmødet.

Enhedslistens syn på kultur er bredt. Kultur handler først og fremmest om de mange måder, vi som mennesker forholder os på til hinanden og vores omverden. Mennesker skaber kultur, og kultur skaber mennesker. Det er vores fortsatte indbyrdes dannelse.

Kommunens opgave er at skabe rammer for et rigt kulturliv, så alle de folkelige initiativer kan blomstre. Og det gør vi dels med de gode puljer, som vi har. Udviklingspuljer, elitepulje og ungepulje, som de unge heldigvis bruger. Men de fysiske rammer halter. Der er foreninger, der mangler lokaler. Prisen for at leje Musikværket er for stor for fx de unge, som nu i valgåret endelig er blevet lovet et ungdomshus.

De folkelige kulturaktiviteter fremmer møder på tværs af kulturelle og sociale lag. Der skal være rum for almindelige menneskers aktiviteter ved siden af den professionelle kultur. Foreningslivet og idrætten er en væsentlig del af det lokale kulturliv. Derfor skal der være gode vilkår for folkelige aktiviteter. Det er vigtigt for den demokratiske udvikling at sikre gratis mødesteder.

Og vi HAR gratis mødesteder: Folkeskolerne, friskolerne, frivilligcentret, biblioteket, skomagerhuset, borgerhusene i Frøslev og Øster Assels og sikkert også i andre landsbyer.

Forsamlingshusene har fået en flot fælles hjemmeside, men vi kan gøre mere for dem. Hjælp til energirenovering. Gøre dem uafhængig af lejeindtægter, så de kan blive mere åbne brugerstyrede medborgerkulturhuse.

Og det mangler vi i den grad også i Nykøbing.

Et brugerstyret kulturhus med forskellige værksteder samt møde- og øvelokaler. Det håber jeg, at nogle stærke foreninger vil tage initiativ til.

Når borgmesteren taler om de store events, handler det om, hvilken betydning det har for vores forretninger i gågaden. Kommunen skal ikke drive de store events for forretningslivets skyld. Kulturevents er for kulturens skyld! Og kulturevents skal være båret af ildsjæle – både de professionelle og amatørerne.

Kulturmødet er blevet elitært, ekskluderende og kommercielt. Leje af en hvid pavillon koster det blege; ingen små lokale kulturaktører og -foreninger kan være med på de priser. Maden er ekskluderende. Man giver retten til at sælge mad til nogle få udvalgte og forventer massevis af frivillige, der vasker op efter en restaurant, der skovler penge ind. Man skulle hellere give alle øens restauranter tilbud om en lille madbod, så man fik street-food kultur og mangfoldighed. Og hvor er sprogskolens folkekøkken på Gasværksvej blevet af? Den folkelige del af Kulturmødet er skrumpet så meget, at det lige så godt kan afholdes på et konferencecenter.

Præcis det samme med Muslinge- og Østerspremieren. Elitært og ekskluderende. Det har sigte på turisme og understøttelse af ødelæggende muslingedyrkning i Limfjorden.

Borgmesterens udtalelse har sikkert baggrund i Enhedslistens kritik af kommunens årlige forbrug af driftsmidler på events, der ikke er vokset ud af den folkelige kultur eller vores kulturinstitutioner, men som udelukkende har et sigte mod branding og turisme. I budgetforliget 2022 har man tilført flere midler til Muslinge- Østerspremieren og sparer samtidig på børneområdet.

Forfatter

Related posts

Top