I takt med at flere danskere i alderen 30–45 år nu inviteres til at blive at blive vaccineret mod Covid 19, oplever flere af landets vaccinesteder, at forældre medbringer deres børn til at overvære vaccinationen.
Men det er uhensigtsmæssigt og kan være en skræmmende oplevelse for de mindste, når de voksne bliver utilpasse eller besvimer i forbindelse med vaccinationen. Det skriver Radio4.
– Det kan både være børnenes egne forældre eller andre i observationsområdet, der besvimer eller bliver utilpasse. Vi oplever, at børnene bliver forskrækkede og personalet skal bruge ressourcer på at berolige dem, forklarer Anette Rantala, leder af vaccineindsatsen under Aarhus Universitets Hospital til radiostationen.
Radio4 har været i kontakt med vaccinesteder flere steder i landet, der oplever samme udfordring. Derfor informerer flere nu aktivt om at lade børnene blive hjemme.