Der er ikke noget klart svar at hente, når man spørger vælgerne, hvem der er bedst egnet til at blive Danmarks statsminister efter næste folketingsvalg.
Hverken nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller hans mest oplagte rival – formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen – kan finde opbakning hos mere end cirka hver fjerde dansker.
Det viser en måling foretaget af Kantar Gallup for Berlingske.
På spørgsmålet om, hvem der er bedst egnet til at blive landets næste statsminister, peger 25 procent på den siddende statsminister, mens 28 procent sætter deres lid til udfordreren fra Socialdemokratiet.
Fra 35 procent af vælgerne lyder det, at Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er lige gode eller dårlige bud.
Det er kun godt halvdelen af de blå partiers vælgere, der i målingen siger, at Lars Løkke Rasmussen er bedst egnet som statsminister. Tilslutningen er især lav blandt Dansk Folkepartis og Nye Borgerliges vælgere.
Omtrent samme tilslutning har Mette Frederiksen fra oppositionspartiernes vælgere. Her er det især De Radikales og Alternativets vælgere, der ikke kan eller vil bakke op om fløjens mest oplagte bud på en statsminister.
Målingen bør give anledning til bekymring i begge lejre, mener valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.
– Hvis Lars Løkke skal danne en stabil regering, er han nødt til at fange de blå partiers vælgere bedre, end han gør nu. Og Mette Frederiksen er også nødt til at vise det lederskab, der skal til for at fange de røde partier, siger Kasper Møller Hansen til Berlingske.
I en lignende måling fra sidste år fik Lars Løkke Rasmussen ifølge Berlingske en tilsvarende opbakning fra vælgerne, mens Mette Frederiksen i den aktuelle måling er gået otte procentpoint tilbage.
/ritzau/