Hvad vil de lokalt opstillede folketingskandidater egentlig gøre for den kreds de er opstillet i efter krydset til Folketingvalget er sat onsdag den 5. juni? Èn ting er deres respektive partiers officielle holdning til landspolitiske emner – noget andet er det der berører, påvirker og får indflydelse på de lokale vælgere i Thy-Mors.
Tirsdag den 4. juni bringer Radio Limfjord i samarbejde med Thy Handels- og Industriforening, Thy Erhvervsforum og J.P. Jacobsen Centeret den politiske snak helt ned i lokal øjenhøjde så alle kan være med.
.
.
I et stort telt på Store Torv i Thisted krydser flere af de lokalt opstillede kandidater klinger, når emner som den lokale infrastruktur, støtte til fri- og privatskoler, bosætning, lægemangel, regionernes fremtid og meget andet sættes på dagsordenen.
Vær med til at bestemme emnerne
For at få valget helt ned i øjenhøjde vil Radio Limfjord gerne høre fra dig, hvis du har nogle lokalpolitiske emner du gerne ser bliver bragt til torvs.
Alle forslag til debatemner er velkomne. Der gives dog ingen garantier for, at alle emner bliver taget op. Har du et forslag er du velkommen til at sende en mail til nyheder@radiolimfjord.dk eller ved at sende en besked til Radio Limfjord via Facebook.
I slutningen af debatten vil der være mulighed for at stille de enkelte kandidater spørgsmål.
Live-radio og tarteletter
Radio Limfjord sender live fra Store Torv i Thisted allerede fra kl. 16. Selve debatten foregår fra kl. 17-19 og sendes naturligvis også i radioen. Arrangementet er gratis for alle, og kræver ingen tilmelding. Der er mulighed for at købe drikkevarer i teltet, og fra kl. 16.30 serveres der tarteletter for en flad 10’er.
Samtlige af de deltagende kandidater er blevet opfordret til at blive i teltet efter debatten, hvor der vil være mulighed for at komme helt tæt på de enkelte kandidater..
Følgende lokalt opstillede folketingskandidater i Thisted-kredsen deltager:
– Simon Kollerup – Socialdemokratiet
– Torsten Schack Pedersen – Venstre
– Torben Overgaard – De Konservative
– Lise Bech – Dansk Folkeparti
– Berit Raldin – Enhedslisten
– Martin K. Madsen – Liberal Alliance
– Thorkil Olesen – SF
– Helle Sommer Kjærgaard – Radikale Ventre
– Gustav Sieg – Alternativet
(David Jakobsen fra Kristendemokraterne har meldt afbud. Kandidater fra Nye Borgerlige, Stram Kurs og partiet Klaus Riskjær Pedersen er ikke blevet inviteret idet partierne ikke har kandidater opstillet lokalt i Thisted-kredsen)
Tilmeld dig, og del gerne, begivenheden på Facebook:
https://www.facebook.com/events/995997747273214/