Valgbus kører KV21-kandidater på virksomhedsbesøg

I forbindelse med kommunalvalget i næste måned rykker Dansk Industri Thy/Mors valgkampen ud til virksomhederne.

Det sker når en bus onsdag den 27. oktober fyldes med lokale byrådskandidater, der sammen med repræsentanter fra virksomhederne på Mors vil bruge formiddagen på at debattere, hvad politikerne kan gøre bedre for at hjælpe de lokale virksomheder med at skabe arbejdspladser og vækst i kommunen.

Første stop på turen er hos Dencker A/S på Mors, hvor adm. direktør Anders Dencker byder på rundvisning og fortæller, hvor vigtigt det er for virksomhederne at have et godt og tæt samarbejde med kommunen.

Anders Dencker. Pressefoto

– Det er en fornøjelse at drive virksomhed på Mors. Vi ser kommunen som en god samarbejdspartner, der altid finder løsninger frem for problemer. Men der er også forhold på den lidt længere bane, vi skal være opmærksomme på. Det gælder ikke mindst, at vi alle sikrer, at de unge får et godt afsæt til livet og karrieren, så de forhåbentlig også får lyst til at være del af vores område i fremtiden, siger Anders Dencker.

Senere ruller valgbussen ind hos Erling Jensen A/S, hvor adm. direktør Johnny Røn tager imod kandidaterne til en snak om den kommunale service og de vilkår, virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen oplever.

I DI Thy/Mors ser formand Tage Odgaard Nielsen frem til nogle konstruktive og fordomsfrie debatter med de mange byrådskandidater.

Formand for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen. Arkivfoto

På mange områder har kommunen og erhvervslivet en fælles interesse i, at virksomhederne har stabile og trygge rammer – ganske enkelt fordi de vilkår og den service, kommunen yder overfor virksomhederne i kommunen, i sidste ende kommer alle borgerne til gode.

– Her i Thy og på Mors har man faktisk allerede valgt virksomhederne. Vi mærker i høj grad, at kommunerne går langt for at gøre det så nemt og attraktivt som muligt at være virksomhed. Det handler nok også om, at tingene ikke bare kommer af sig selv her på vores egn. Vi er vant til at arbejde for sagen. Og det skal vi blive ved med at gøre. For vi kigger ind i udfordringer, som vi er nødt til at håndtere, hvis vi skal fortsætte den positive udvikling, som vi har set i de senere år. Og det skal vi gøre sammen, siger Tage Odgaard Nielsen.

Forfatter

Related posts

Top