Både statsminister Mette Frederiksen (S) og SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, har lovet flere pædagoger.
Men hvis regeringen vil opnå den mest omtalte minimumsnormering, som er højst tre børn per voksen i vuggestuen og højst seks børn per voksen i børnehaven, er det tæt på umuligt at opnå via nyuddannede pædagoger. Det skriver Politiken tirsdag.
Hvis det skal nås inden 2025, vil det kræve, at 111 procent flere søger ind på uddannelsen i 2020 og 2021 end i dag. Det viser en ny analyse fra Danske Professionshøjskoler, der uddanner pædagogerne.
Det svarer til, at 15 procent, der fuldfører en gymnasial eller erhvervsuddannelse, søger ind. I dag er det syv procent.
Minimumsnormeringerne kan realiseres med ufaglærte pædagoghjælpere og med ansatte, der har en kortere uddannelse – pædagogisk grunduddannelse.
I denne uge fremlægger regeringen sit første finanslovsforslag. Det ventes, at der kommer en plan for indførslen af minimumsnormeringerne.
/ritzau/
Pressefoto