Af Michael Fenger, Jannerup, Thy.
Den 14. marts havde borgmester Niels Jørgen Pedersen et indlæg på Limfjord Update. Det er et særsyn – borgmesteren er ikke meget skrivende i offentligheden… Måske fordi skrevne indlæg er svære at komme uden om; nemmere med vind i munden og ’noget man siger’ – til en mikrofonholder journalist fra Nordjyske – man kan jo altid erklære sig fejlciteret.
Men – her er det: et indlæg om udvidelsen af testcenter Østerild. Og for at det ikke skal være løgn, så står borgmesteren denne gang på lokalbefolkningens side! Så har vi set det med…
I slutningen af 2023 holdt Energistyrelsen et møde i Hanstholm, der drejede sig om CO2-fangst. Her udråbte Niels Jørgen Pedersen begyndelsen på et sandt industrieventyr i Thy. Hensigten var tydelig – der skulle være CO2 lager i havbunden ud for Hanstholm, med alt hvad dette indebar: Først CO2 fangst hvor i landet det kunne være – dernæst transport til Hanstholm enten i tankbiler eller via rørledninger – så oplagring i Hanstholm i dertil opførte tanke – og endelig skibstransport til området i havet nordvest for Hanstholm, hvor CO2 kan lagres – ifølge Energistyrelsen.
Borgmesteren var begejstret! Ikke ét ord om konsekvenserne for borgere i Hanstholm – og på hele vejen dertil: etableringen af ”infrastruktur” – altså nedgravning af rørledninger, udvidelse af veje, opførelse af tanke og pumpeanlæg – alt sammen på fossil energi. Indtil den grønne omstilling engang er gennemført, og vi med ét alle bliver hellige, uskyldsrene energiforbrugere – og når de rigtige har tjent pengene på industrieventyret…
I borgmesterens indlæg leder man forgæves efter en anledning – hvorfor har han skrevet det? Måske er der en ledetråd i bemærkningen om, at der skulle have været investeringer i Hanstholm Havn (som nu er kommunalt ejet…) – Det bliver der altså ikke…
Men uanset anledningen, som vi nok aldrig kommer til at kende, så er hensigten klar: det er ikke venstreminister Morten Dahlin, der kan gøre for det! Det er de andre – Green Power Denmark, DTU og Plan- og Landdistriksstyrelsen – der ikke vil gøre det godt for lokalbefolkningen i Hjardemål Klit!
Nej – venstreminister Morten Dahlin har åbenbart lovet borgmesteren, at lokalbefolkningen i Hjardemål Klit og omegn skulle have haft ”ny natur” med hoppegynger, udsigtstårne, stråtækte shelters, cykelbaner og de berømte, forgyldte bord – bænk – sæt, for SÅ havde de accepteret! Hvor er det nu, vi har hørt det før?
Nu er der bare ballade – og det er ikke forbi endnu. Og Niels Jørgen Pedersen har lovet at tage en omgang til som borgmester i Thisted, hvis han altså bliver valgt.
Læs også: