Vandreudstilling: Arabisk Forår i Thisted

De blev født under diktaturer, voksede op under en revolution og blev voksne under en pandemi.

En ny udstilling, som åbner i Thisted i dag, går tæt på den unge generation i dagens Mellemøsten og Nordafrika; en generation, der kæmper med håbløshed, men som alligevel bevarer troen på forandring.

Gennem tekst og billeder fortæller de portrætterede fra henholdsvis Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan om deres oplevelse af de ti år, der er gået siden Det Arabiske Forår. De fortæller om deres liv, deres håb, deres frygt, om deres drømme og ambitioner for fremtiden og om kampen for et bedre liv.

Udstillingen zoomer ind på den generation, der blev voksen i kølvandet på oprørene, og giver derved danskerne mulighed for at komme tæt på regionen i dag og få indblik i – og måske forståelse for – den arabiske drøm anno 2021. Det er Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP, der hører under udenrigsministeriet, der står bag udstillingen Arabiske Drømme.

Udstillingen kan ses på Thy-Mors HF og VUC på Munkevej 9, hvor den vil kunne opleves til 4. oktober.

Den danmarksturnerende udstilling rejser landet rundt og gæster en lang række uddannelsesinstitutioner, biblioteker, kulturhuse m.m det næste års tid.

Foto: DAPP

Forfatter
Top