Vanvidskørsel: Kørekort skal inddrages og bilen sælges

Regeringen har fået nok af hensynsløs kørsel, som den der i august sidste år kostede en 35-årig politibetjent, der ikke var på arbejde, livet på Langebro i København.

Derfor skal der fremover indføres en “hovedregel” om, at gerningsbilen konfiskeres ved vanvidskørsel, uanset at bilen er ejet af en anden end føreren. Biler, der benyttes til vanvidskørsel, skal beslaglægges og sælges.

Det er en del af regeringens udspil der blev løftet lidt af sløret for tidligere på ugen, og som bliver præsenteret i sin helhed i dag.

Pengene fra et evt. bilsalg tilfalder i øvrigt ikke bilens ejer, men ryger i stedet direkte i statskassen.

I dag kan politiet inddrage kørekortet på stedet, når de stopper en hensynsløs bilist, men fremover skal det være et krav, at de gør det.

Alle biler anvendt til vanvidskørsel skal i udgangspunktet beslaglægges og bortauktioneres. Det gælder også, selv om den er ejet af et leasingselskab eller en anden. Det skal ske, medmindre der er helt særlige grunde.

Leasingselskaber får dog ret til at søge erstatning hos gerningsmanden, og ministeren mener, at de selv har et medansvar, hvis de ikke er grundige nok, når de tjekker, hvem de lejer ud til.

Fremover får de nemlig mulighed for at tjekke oplysninger om lejerens e-skatdata. Dermed minimeres risikoen for, at økonomisk dårligt stillede stråmænd kan lease biler.

Ubetinget fængsel
Som en del af udspillet indføres der syv definitioner for vanvidskørsel.

Det er eksempelvis er særlig hensynsløs kørsel, kørsel med en overskridelse på mere end 100 procent af hastigheden, kørsel med en promille over 2,00, eller når andre bringes i fare.

Udspillet har været undervejs i nogen tid. I forvejen har transportminister Benny Engelbrecht (S) foreslået, at de groveste tilfælde af hastighedsoverskridelser skal kunne give ubetinget fængsel allerede første gang.

Regeringens samlede udspil ventes at blive fremsat som lovforslag i løbet af foråret.

LÆS OGSÅ:

Regeringen vil smide de værste fartbøller i fængsel

 

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top