Flere bilister har taget kontakt til redaktionen i forbindelse med det asfaltarbejde, som Vejdirektoratet påbegyndte ved Vejlerne i Thy i denne uge.
Årsagen er, at skiltningen i forhold til omkørsel i forbindelse med vejarbejdet er så ringe, at bilisterne ender med at køre forkert. I flere tilfælde fortsætter trafikanterne helt op til de folk der udfører arbejdet, som så må agere stopklods og bede de vildfarne bilister om at vende rundt og køre retur.
– Vi er opmærksomme på problemet og har været i kontakt med vores entreprenør, som vil udbedre problemet hurtigst muligt, oplyser kommunikationskonsulent i Vejdirektoratet Elisabeth Aaskov til LimfjordUpdate.dk.
Strækningen, som skal have ny asfalt, ligger mellem krydset ved Gøttrupvej og Bygholm, hvor Vejlerne slutter mod vest.
For at undgå kødannelse ved asfaltarbejdet spærres denne strækning for den østgående trafik, som ledes til omkørsel ad rute 569, Gl. Aalborgvej/Thistedvej. Den vestgående trafik bliver på rute 11/29, Bygholmvejlevej.
LÆS OGSÅ: