Vejdirektoratet erkender: – Det er ikke godt nok

Vejdirektoratet er enig i den kritik, som flere læsere af LimfjordUpdate.dk har rejst af det nye lag asfalt på Sallingsundbroen.

Kritikken går på, at der særligt omkring de i alt ni fuger – eller samlinger – på broen, er alt for stor niveauforskel på kørebanen. Allerede nu, hvor hastighedsgrænsen er sat ned til 50 km/t giver det et mærkbart bump i bilen.

Anders Warén Larsen, der er fagprojektleder i Vejdirektoratet fortæller dog, at der er tale om et midlertidigt lag asfalt.

– Når det så er sagt, så skulle det jo gerne have samme kvalitet og samme jævnhed som det oprindelige. Det har det så desværre ikke, konstaterer han.

Ujævnhederne er blevet påtalt over for det asfaltfirma som har entreprisen, som nu skal give en forklaring på, hvorfor kravene fra Vejdirektoratet ikke er blevet overholdt.

– Der er af en eller anden grund sket et eller andet, men vi har ikke fået konstateret præcist hvad fejlen er endnu, fortæller Anders Warén Larsen.

Selvom det sagt på godt jysk er træls at køre på broen, som det er lige nu, bør bilisterne muligvis forberede sig på, at det er sådan det bliver de kommende år. Anders Warén Larsen tør nemlig ikke love, at ujævnhederne bliver jævnet ud foreløbigt.

– Nu ser vi lige hvordan og hvorledes. Det vi kan gøre er, at køre ud fræse en lille smule i det, men erfaringsmæssigt er det ikke den bedste løsning. Et af problemerne er, at vi har jo kun et spor i hver retning. Så hvis vi skal ud og gøre noget, så vi nødt til at lukke helt for trafikken. Det kan lade sig gøre, men det er ikke så nemt, siger han.

Når broarbejdet er helt tilendebragt har det hele tiden været planen, at der skulle laves ét samlet nyt lag asfalt på broen.

 

Forfatter

Related posts

Top