Vejdirektoratet tager nu fat i entreprenøren, som står for det igangværende vejarbejde på Sallingsundbroen.
Årsagen skal findes i det støv, som i disse dage hvirvler ud over det hele og som tilsyneladende sætter sig på de forbipasserende køretøjer:
– Jeg passerer broen hver dag. Den seneste uge har jeg hver dag kørt igennem en finregn af en kemikalie, der sætter sig på bilen. Viskerne kan ikke rense det af, skriver en læser i en mail til redaktionen i håb at få hjælp til at afklare hvilket slags kemikalie der er tale om.
Faktum er, at der ikke er tale om et kemikalie men derimod cementstøv, som ifølge Vejdirektoratets projektleder Jørn Andreas Kristensen ikke er farligt for de forbipasserende.
– Når folkene på broen er iført beskyttelsesmasker og og -dragter, er det fordi de står i det hele dagen, fortæller han.
Men at det ikke er farligt for de forbipasserende betyder ikke, at støvet skal sætte sig fast på de forbipasserende køretøjer:
– Det er ikke acceptabelt, siger Jørn Andreas Kristensen som nu vil “hanke op” i entreprenøren.
– I kontrakten står der nemlig, at de ikke må være til unødig gene for omgivelserne, slutter projektlederen.