Alle underselskaber i Thy-Mors Energi A.M.B.A. har leveret positive resultater i 2022, og derfor kommer Thy- Mors Energi A.M.B.A. tilfredsstillende ud af året, hvor krigen i Ukraine brød ud og førte til prisstigninger, inflation og uro på finansmarkederne. Selskabets resultat tegner, ifølge bestyrelsesformand Robert Hove, et billede af Thy-Mors Energi som en solid og robust vækstdynamo.
– 2022 har jo været prøvelsernes år, da vi som andre virksomheder har mærket konsekvensen af krigen. Uroen på finansmarkedet har kostet os 24,3 mio. kr. på værdipapirer, men det tal er vigtigt at holde op mod driftsresultatet i de enkelte underselskaber i Thy-Mors Energi, hvor vi har driftet meget tilfredsstillende. Som andelsselskab skal vi investere i den lokale el- og fiberinfrastruktur til gavn for vores andelshavere, og under krisen har vi formået at opretholde investeringsgraden i infrastrukturen og samtidig lave overskud i alle selskaberne. Det er jeg meget tilfreds med, fortæller han.
Thy-Mors Energi Investerer i infrastrukturen gennem selskaberne Netselskabet Elværk A/S, Thy-Mors Energi Fibernet A/S, og Thy-Mors Energi Produktion A/S, mens selskabet ENERGRID A/S projekterer, servicerer og vedligeholder vedvarende energiproduktionsanlæg i hele Danmark.
El- og fiberinfrastrukturen er hjørnestenen i Thy-Mors Energi, og Robert Hove fortæller videre, at det er vigtigt at tage ved lære af krisen, der ramte sidste år, og bruge den som springbræt til yderligere investeringer i den grønne omstilling.
– Krisen blev lidt en øjenåbner for, at vi skal være uafhængige af fossile brændsler, og det kræver endnu mere vedvarende energiproduktion. Også i Thy og på Mors. I Thy-Mors Energi engagerer vi os allerede i den grønne omstilling, og det vil vi blive ved med, så vi på samme måde som med el- og fiberinfrastrukturen kan sikre, at værdien fra den lokale grønne infrastruktur også falder tilbage til dem, der bor, lever og driver virksomhed lokalt, afslutter han.